Dengang Europa kaldte den spanske syge for ’den napolitanske soldat’

Foto: Amerikanske soldater ligger på felthospital i Camp Funston, Kansas, under det første udbrud af spansk syge i 1918. Fra Otis Historical Archives, National Museum of Health and Medicine, Wikipedia.

Med covid 19 har interessen for Europas epidemi-historie boomet hos både aviser og magasiner i det forgangne år, hvor man har hørt om dengang både kolera, pest og kopper hjemsøgte Vesten. Det mest oplagte referencepunkt har naturligvis været Den Spanske Syge, fordi datidens store dræber var en influenza ligesom corona-virussen, hvis symptomer og sygdomsforløb lignede hinanden.

Enkelte danskere fra den ældste generation kan stadig huske hvordan de voksede op i familier, der var mærket af epidemiens traumer, og havde mistet nærtstående til den frygtede sygdom. Men ganske få ved, at Den Spanske Syge, som den fra starten af hed i Danmark, i lang tid gik under et helt andet navn i Sydeuropa, nemlig ’Den napolitanske soldat’. Hvorfor og hvordan gik det til?

Den Spanske Syge opstod i 1918 i en soldaterlejr i Kansas, hvor man mente at virussen havde spredt sig fra en nærliggende svinefarm. Den inficerede nogle af de amerikanske soldater, der senere blev sendt i krig i 1 verdenskrig med landgang via Spanien, og på den måde kom sygdommen til Europa og den iberiske halvø, hvorfra den senere spredte sig til hele kontinentet.

Sygdommen fik forskellige navne alt efter hvortil den rejste: I Senegal kom til den at hedde ’Den brasilianske influenza’, I Brasilien ’Den tyske influenza’ og I Polen ’Den bolsjevikiske syge’.

I selve Spanien fik lidelsen navnet ’Den napolitanske soldat’ opkaldt efter en karakteristisk sang i en berømt opera fra 1918, La canción del olvido, som blev opført i Madrid omkring det tidspunkt, hvor sygdommen for alvor bed sig fast i den spanske hovedstad.  Sangen ved navn ’Den napolitanske soldat’ var sådan en ørehænger, at det blev et mundhæld at sige, at influenzaen bed lige så let på spanierne, som melodien. Og hurtigt blev termen så ’catchy’, at omkring halvdelen af Europas befolkning benyttede ’kælenavnet’ som benævnelse for influenzaen.

En samtidigt spansk læge mente desuden, at sygdommen især ramte dem, der havde overdreven, seksuel appetit, og dermed urent blod. Det var en tilstand, som man rent fordomsfuldt især tilskrev de ’varmblodige napolitanere’, som Spanien havde været politisk forbundet med siden 1600-tallet, da de spanske konger sad tungt på magten i Syditalien. I århundreder havde man allerede kaldt syfilis ’Den napolitanske syge’ i både Frankrig og Spanien. I Italien bredte den spanske syge sig først efter slutningen på 1 verdenskrig, da de italienske soldater tog sygdommen med sig hjem fra de involverede, europæiske lande. Her blev den kendt som ’La spagnola’, og spredte angst og død i hele Støvlelandet.

Det faktum, at man i århundreder har tilskrevet en sygdom et andet ophav end èn selv, siger noget om menneskets væsen: at coronaen først blev forbundet med Kina, siden med Italien, hvor den spredte sig effektivt som det første sted i Europa, og siden har skabt mutationer, der alle bærer navnet på en nation fjernt fra ens egen, er en del af vores kultur, og en psykologisk forsvarsmekanisme, som sikkert altid vil bestå: det er lettere at pege på de andre end én selv.   

Infoen er taget fra denne artikel i Corriere della Sera.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *