For cirka 14.000 år siden blev dyret ridset ind i en stor klippeblok i hjertet af regionens Pollino-park af en bevæget stenaldermand. Man mener at motivet har fastfrosset det øjeblik, hvor han så dyret for første gang, for uroksens tilstedeværelse i det dramatiske bjerglandskab var et resultat af klimaændringerne efter istiden, hvor vejret blev lunere og ændrede hele Syditaliens fauna.

Motivationen til kunstværket menes derfor at være emotionel og en slags bearbejdning af den undren og frygt, som stenaldermennesket uden tvivl har følt ved at se det fremmede, gigantiske dyr, og jeg blev især slået af motivets umiddelbare skønhed. Det viser en forbløffende æstetisk kunnen hos fortidsmennesket, der med et rent og uforurenet blik har formået at nedfælde dyrets linjer med en sådan livagtighed, at man næsten fornemmer det bevæge sig henover stenen.

Romito-grotten blev på grund af sin placering dybt inde i bjergkæden først opdaget i 1961, da en hyrde søgte tilflugt her med sine dyr under en storm. Han alarmerede de lokale arkæologer om sit fund, og snart strømmede eksperter til, der især blev slået af STEDETS velbevarethed. Det viste sig at grotten var fuld af spor fra stenaldermennesket, og endnu i dag kan man som gæst se syv grave, skeletter og rester fra bopladsen både i selve grotten og på det tilstødende, lille museum, der ligger i den samme hytte, hvor man køber sin billet.

Og grotten er ældgammel: fra cirka 24.000 år før vor tid til år 1000 brugte man aktivt hulen, først som bosted under istiden, og siden som refugium for eremitter. Besøg gerne stedet udenfor højsæsonen i enten foråret eller efteråret, for det er magisk at trisse alene rundt om grotten, som ligger under et gigantisk klippeudhæng, og mærke historiens vingesus.