Forleden sendte Marco mig dette foto, som jeg ikke anede, eksisterede: af mig og hans mor, der renser grøntsager, og min svigerinde, Luisa, overfor. I de sidste ugers tid har jeg sat hele Syditalien i bevægelse for at indhente illustrationer til bogen. Inklusiv min svigerfamilie i Salerno, og min ekskæreste Marco, der nu bor i Dublin, har rodet deres skuffer igennem efter fotos fra den tid, hvor man stadig fremkaldte og gemte sine billeder, efter de var blevet afhentet i en fotoforretning. Set på afstand bliver det ofte hverdagsscenarierne, der siger mest om en periode. Ikke de opstillede familiefotos.

De ting, jeg erindrer, er mestendels de bombastiske situationer, følelsesudbruddene, og de skelsættende begivenheder. Jeg har haft en forestilling om, at jeg mest var iagttager. Og jeg havde næsten glemt min svigermors smukke profil, med den let konvekse næse, den stærke overkrop og hendes koncentration, som det krævedes, når man var centrum i en husholdning med begrænsede midler:

på bordet foran os bliver alle bladene sorterede (spinat? Bladbede?Palmekål?), selv dem i bunden af plastikposen, for intet måtte gå til spilde.  

På billedet er det mig, der taler energisk, mens min svigerfamilie lytter, fordybet i tanker. Vi sidder ved familiens spisebord, som står i en lille karnap med plastik-vinduer i et udhæng udover Salernos jernbane, hvor togene dampede forbi, og fik hele lejligheden til at ryste imens. Gad vide, hvad jeg siger, eller fortæller? Gad vide, hvilket indtryk, jeg egentlig efterlod? Og har jeg egentlig nogensinde takket dem for, at jeg, (så godt som) dag ud og dag ind, blev bespist og passet og plejet, som det mest selvfølgelige i verden?  

Billedet nåede ikke med i bogen, men jeg beholder det selv for at mindes kærligheden i en hverdag, som jeg tog for givet. Og glæder mig til at kunne fortælle hele historien i ‘Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol’, som udkommer den 3 december. Se den på forlagets hjemmeside her.