Det er altid en udfordring at filmfatisere en roman, men verden over er folk bredt enige om, at instruktør Costanzo Saverio er lykkedes rigtig godt med Elena Ferrantes ‘Min Geniale Veninde’, som lige nu både vises på HBO Nordic og italienske RAI.
En ting, der har fanget manges opmærksomhed, er opbygningen af de to pigers barndomskvartér Rione Luzzatti øst for Napolis hovedbanegård: nogen synes at kvarteret fremstår lige lovlig karikeret og kulisseagtigt uden den typiske leben og de mange farver, som man ofte forbinder Napoli med.
Men det er helt overlagt, at Saverio har valgt en så stringent scenografi: udover at vise armoden og trøstesløsheden i det nybyggede kvartér, der skød op efter krigen for at huse Napolis hastigt voksende arbejderklasse, har det været vigtigt for ham at give Lila og Elena en scene at stå på, der næsten virker teatralsk. Og det har han gjort ved at genskabe det hele udfra gamle fotografier og kort, og henlægge filmingen til en 60.000 kvm stort filmset i en glemt industri-kvarter udenfor byen Caserta nord for Napoli.
I videoen, som jeg linker til nedenfor, fortælles historien om kulisserne, som blev opbygget ned til millimeter-detaljer og henlagt til de lukkede Pisani Saint Gobain-fabrikshaller, der i sig selv fortæller en historie om storhed og forfald: fabrikken blev bygget i kølvandet på det øonomiske boom i 60’erne, men virksomheden bag gik efterfølgende bankerot. Hallerne har stået uvirksomme hen siden da, indtil teamet bag ‘My Brilliant Friend’ besluttede sig til at bruge området som filmset.
Jeg vil selv tage forbi næste gang jeg er i Caserta, der ellers er verdensberømt for sit gigantiske Reggia-slot fra barokken. Nu kan byen så fremvise endnu et mirakel: