Hvis du ser godt efter på billedet, kan du godt se hende: En bedende Madonna i profil, med hænderne foldet foran sig i bøn, øjensynligt perfekt udhugget i hård granit. Og hun er ikke alene på højsletten: en gigantisk ørn breder sine vinger ud foran solnedgangen, dér står en pelikan, og derovre en ugle. Lige øst for Nebrodi-nationalparken, der udgør Siciliens vigtigste, grønne lunge på øens nordkyst, finder man den fascinerende Argimusco højslette, der siden tidernes morgen har været omgærdet af mystik.

Rundt omkring i det græsbeklædte månelandskab kan man nemlig finde sten og klipper, der ligner mennesker og dyr på en prik, som om nogen engang har udhugget dem med stor, kunsterisk sans. Hvilket urfolk står mon bag? Og har stenskulpturerne mon noget med stjernehimlen at gøre?

Jeg har selv vandret i det utrolige landskab og isæt tabt kæben foran Den Bedende Madonna – en enorm klippe, hvis ene side på perfekt vis ligner en kvinde med bøjet hoved og foldede hænder. Mange myter og legender knytter sig til figurerne i Argimusco, men på trods af deres usævanlige kunstfærdighed mener arkæloger, at der ikke ligger menneskehænder bag fænomenet, men rettere drejer sig om klipper, der igennem årtusinderne er blevet præget af vind og vejr og fået usædvanlige, antromoforbe former.

Nu er det ikke kun de lokale, der priser Argimuscos skønhed og særlige stemning – hele Sicilien har fået øje på den skønne plet nord for Etna, og forleden blev der i den nærliggende landsby Montalbano Elicona holdt en kongres af videnskabsmænd, som kunne bekræfte, at Argimusco lever op til alle kriterier for at blive erklæret UNESCO verdensarv.

Næste skridt bliver indstille stedet til at komme under UNESCOS hæder og beskyttelse. Og jeg kan varmt anbefale at besøge Argimusco, når man er på de kanter.