Syditalien i Danmark: vil du med mig til ‘Højskoledage på Samsø’ og lære at rejse på ny?

Foto: Ole Dreyer – på vej mod Issehoved, Samsø.

Hvad sker der, hvis man bevæger sig væk fra centrum og ud i kanterne af den destination, man besøger? Den rejse har forfatter Cecilie Marie Meyer og kunstner Malene Lundén begge foretaget i udforskningen af steder, der er ukendte for mange, men som ikke desto mindre rummer et overraskende menneskeligt potentiale.

Mens alverdens hovedstæder er centre for økonomisk vækst og fremdrift, ligger der en anderledes kraft i de geografiske yderområder, som er med til at holde sammen på det hele gennem relationerne, fødevareproduktionen og landskabernes cykliske gentagelser.  

Med udgangspunkt i Samsø som anderledes kraftcenter for en global samfundsforandring vil Cecilie og Malene tage kursisterne med på rejse udi øens forskellige stemninger, og inspirere dem til at få øje på steder, hvor et stærkt HER giver udsigt til refleksion.

Tidspunkt og pris: Højskoledagene afholdes den 16-17 oktober 2021. Prisen er 1200kr per person inkl. 2 x frokost og hyggelig festmiddag lørdag aften hos grisehobbyavleren og den unge, kreative bondekvinde Rikke Blicher i Onsbjerg, undervisning og eftermiddagskaffe. Du tilmelder dig ved at sende en sms til Malene Lundén på 20 96 44 58. Betalingen kommer også til at foregå via Mobile Pay til samme nummer. Du kan se højskoledagene og undervisningsprogrammet nærmere beskrevet her på akademiets hjemmeside, nederst.

Malene Annikki Lundén: født 1968. Uddannet dokumentarfotograf, kunstner og adfærdsdesigner. Malene har i forbindelse med sit virke især rejst i verdens periferi og besøgt øer og småsamfund over hele kloden. Malene bor på Samsø og er til daglig projektleder på Energiakademiet. Stedet er en vigtig drivkraft bag øens omstilling til vedvarende og cirkulær energi, og vores weekend sammen er netop en del af akademiets initiativ ‘Højskoledage på Samsø’. Du kan læse mere om Energiakademiet HER.

Malene Lundén afholder kurset sammen med mig og har et mangeårigt virke som facliitator af folkemøder, kurser, etc.

Cecilie Marie Meyer: født 1978, cand. Mag. i italiensk og forfatter til essay-samlingen Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol, der handler om Italiens mere ukendte landsdele. Cecilie kommer jævnligt på Samsø og freelancer for Energiakademiet som journalist, og ser mange sammenhænge og lighedspunkter mellem samfundet på henholdsvis Samsø og i Syditalien.

Jeg glæder mig til at vise en anderledes side af Samsø frem for jer.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *