Jeg bliver ved med at vende tilbage til San Pietro i Sardiniens sydvestligste hjørne – senest i juni i år, hvor jeg deltog under øens årlige Girotonno-festival som dommer på et højt flot podie. Her skulle jeg sammen med en håndfuld italienske journalist-kolleger bedømme retter bestående af øens numero uno luksus-råvare, tun. Hvor lækker maden end var, så bestod højdepunktet på min rejse af en flere timer lang bådtur med selveste Il Rais – den chef-fisker, der i århundreder har styret slagets gang på havet, når øens dygtigste mænd drager ud over bølgerne for at fange de blåglinsende fisk.

Og ja, jeg ved det, tunfangst er omgærdet af (ofte) misforståede idéer om, at fiskere, der lever af at fange tun, er de rene slagtere. Min oplevelse beviste det modsatte: at man i hvert fald her på San Pietro fanger, behandler og håndterer de store dyr med den største respekt. Alt blev gjort i hånden, med mænd ved årene, og dykkere, der svømmede ned for at lokalisere fiskene i de udspændte net.

Da de var fundne, bandt man et reb om deres haler, og trak dem så op i båden, lagde en hånd over deres øjne, og stak en kniv direkte i hjertet, hvorved tunene døde øjeblikkeligt.

En lille bøn blev af og til udtalt, og ialt fik vi vel fanget 7 tun, inden tuen stilfærdigt gik hjemad mod frysehuset. Fiskerne elsker vitterligt deres arbejde, som i sæsonen bliver afsluttet med en god lille tun-bøf af fantastisk kvalitet.

San Pietro er et af de eneste steder i Italien, hvor fiskerne endnu må fange tun på traditionel manér, men kvoten er bittelille og evner lige at holde fiskeriet på fode og til at fylde de lokale konservesdåser med en fænomenal ‘tonno sott’olio’.

Nyd et par af de billeder, som jeg tog af det historiske men forsvindende erhverv, de dufter af saltvand, høj sol og grillet fisk i verdensklasse.